Begin typing your search above and press return to search. Press Esc to cancel.

Laurbjerg


På en regnfuld lørdag lagde Laurbjerg jord og lokaler til premieren på Kultur på Hjul. Der var fuldt hus med deltagelse af 30 deltagere i alderen 5-80 år.

På vandringen kunne deltagene høre, at kirken er 900 år gammel og rummer både en mumificeret præst og en ung kvinde i en rød kjole. At skolelæreren i gamle dage kunne finde på at slå elevernes fingre til blods. At byen voksede, da jernbanen blev etableret. At Laurbjerg rummer den eneste virksomhed i landet der leverer maling til kunstnere. At mango og ko giver farven ”Indian yellow”. At Kastanievej før i tiden forbandt kroen og kirken. At Fru Larsens flæskesvær er de rene kunstværker. Og meget mere.

Efter to timer i regnen var det velvalgt, at frokosten bestod af velsmagende, krydret karrysuppe fra byens gourmetrestaurant.

Dagens store udfordring var workshoppen, som deltagerne på forhånd havde haft deres skepsis om. Hvad var forventningen til deltagerne? Skulle man udfolde en kunstnerisk talent, man ikke anede eksisterede? Ja, det skulle man, men på et niveau, hvor alle kunne være med. Workshoppen tog udgangspunkt i et krakkort over byen, hvorefter deltagerne med en form for linoleumstryk kreerede deres version af byen – med udgangspunkt i deres egne steder eller ønskesteder.

Anders Graae havde sat tekst og melodi til byen, som nu har fået sin helt egen sang baseret på input fra byens borgere. Sangen blev uropført i til arrangementets åbne del, hvor der var fernisering, kaffe og kage – og hvor publikum i bonus fik en minikoncert med Anders.

Med Kultur på Hjul har deltagerne opdaget eller genopdaget den by, de bor i, ved at se, lytte, smage og lugte. Nogle er opvokset i byen og har boet der hele deres liv og mødte ved dagens arrangement alligevel by-fæller, de aldrig havde set før. Og nogle var ved at sætte familieformuen til, på et væddemål om, hvorvidt kirken har et klokketårn eller ej. Alle havde en fornøjelig dag med gode oplevelser.

Her kan du finde noter af folk fra Laurbjerg som de skrev lige efter vandringen.

 

Foto: Favrskov Kommune

Laurbjerg er en mindre by beliggende i den smukke natur i Favrskov Kommune, midt imellem Randers og Silkeborg. Byen har 1.016 indbyggere pr. 1. januar 2014, hvoraf de 233 er børn (14 år eller derunder). I Laurbjerg findes skole og SFO indtil 6. klassetrin, børnehave, hal, en række virksomheder og købmand. Byen er præget af jernbanen, der går igennem i Laurbjerg.

Fra Laurbjerg kan man benytte Banestien, som er en tidligere jernbanestrækning, der er blevet asfalteret. Med Banestien er det muligt via stier at komme over Thorsø og Gjern til Silkeborg, og ligeledes er det muligt at transportere sig via stier og grusveje over Langå til Randers.

Laurbjerg ligger natursmukt blandt skove og bakker. Der bor mange ildsjæle, som hver dag kæmper for at gøre Laurbjerg til et godt sted at bo og leve.

Byen består fysisk af to dele Kongstrup og Laurbjerg på hver side af Lilleåen. Byen har kirke, en moderne skole (0. – 6.klasse), Fritidsordning, børnehave, idrætshal, forsamlingshus med spejderlokale i den ene fløj.

Der et foreningsliv med idrætsforening, spejdergruppe, børnefolkedans, voksendans, borgerforening, foredragsforening, pensionistforening og lokalråd.

Ved siden af forsamlingshuset overfor skolen er der tidsvarende ældreboliger, læge, Sparkøbmand, Gourmetrestaurant Fru Larsen med hotelværelser, Statoil tankstation med autoværksted og apotekshåndkøbsudsalg .

Af øvrige virksomheder i byen kan nævnes:

Dan Cook har en fabrik i udvikling. Kas-tech, der producerer robotter. Artifex, der producerer oliefarver til kunstnere. Guns and powder (jagtbutik), Davidsen gardiner, VVS, Elektriker, tømrer og murer.

/ Borgerne i Laurbjerg

 

Se invitation til vandring i Laurbjerg

Foto: Preben Stentoft

Kl. 9.45-12 Byvandring ved kulturformidler Pernille Helberg Stentoft
Kl. 13-15 Workshop ved kunstner Joaquin Zaragoza
Kl. 16-16.30 Fernisering og koncert med sangskriver Anders Graae (åben for alle)

Lilleåskolen
Skolevej 2
Laurbjerg
8870 Langå