Begin typing your search above and press return to search. Press Esc to cancel.

Åstrup


Åstrup var tidligere en lille landsby nordøst for Grenaa med både smedje, købmand, skole og forsamlingshus.
Den nedlagte jernbane til Ryomgård via Gjerrild gik gennem byen. En rigtig landsby med flere bondegårde.
Nu er landsbyen opslugt som en forstad til Grenaa.

Det lille forsamlingshus var for 50 år siden rammen for det der blev til Djurslands største idrætsforening, nemlig Åstrup IF.

Kultur på hjul besøger Åstrup i Norddjurs Kommune d. 22. august 2015. Pernille Stentofts sansevandring følges op af en workshop med Joaquin Zaragoza.
Pernille Helberg Stentoft
Kulturformidler

Byens spor
Lørdag 22. august – En dag med høj sol var der 35 glade og forventningsfulde deltagere mellem 3-80 år klar til at komme på sporet af din by i projektet Kultur på Hjul.

Åstrup by- og forsamlingshus lagde rammer til en byvandring, hvor der blandt mange historier om tidligere og nuværende borgere og huse blev fortalt om produktionen af ” gammel øl,” en øl som før i tiden blev nydt af både børn og voksne. Den sidste produktion stoppede midt i 1980’erne. Vi fik serveret ”gammel øl” i en rosenhave uden lige, over 200 forskellige roser var at finde ved en stråtækt idyl, hvor der tidligere havde været hele 3 lejligheder med das i gården.

Et hyggeligt besøg på plænen med et stort kastanjetræ og muren ved Keiserbække – steder der var byens samlingssted for de unge.

Beatles, fodbold og sodavand
I 60’erne blev Åstrup IF etableret af en gruppe unge, og når der skulle spilles badminton, blev der kørt grammofon og sodavand på vognen, der til daglig blev brugt til at transportere byens eneste vaskemaskine. Der blev i ventetiden mellem kampene hygget med Beatles musik og sodavand.

Besøg ved pladsen bag den gamle skole der i dag huser Norddjurs Kommunes produktionsskole. På pladsen med to shelters bød produktionsskolen på hjemmebagte kager med hyldeblomst af egen avl.

Efter mere end to timer rundt i byen blev der serveret en lækker frokost med blandt andet leverpostej, rullepølse og spegepølse sponsoreret af Grenaa Slagterforretning.

En rigtig hyggelig time hvor snakken gik lystigt om de oplevelse, formiddagen havde bragt.

Der var ikke tid til at slå mave, efter den lækre frokost stod den på workshop med billedkunstner Joaquin Zaragoza.

Spejlvendte tegninger
Workshoppen tog udgangspunkt i dagens vandring, og hver enkelt deltagers oplevelse af fortællingen og steder i byen, som havde gjort et særligt indtryk. Det skulle illustreres som et tryk. Dét at skulle trykke på papir gav visse udfordringer i forhold til, at alt skulle tegnes og skrives spejlvendt, men også en masse latter. Det blev til det flotteste linoleumstryk og for at give det lidt historie med på vejen blev navne og alder på deltagerne skrevet på billedet.

Fernisering, Åstrup-sang og Poul Reichardt
Dagen sluttede af med fernisering og en lille koncert med Anders Graae, komponist og sangskriver. Her blev Åstrup sangen uropført – det var en kanon koncert, hvor bemærkningerne fra publikum var, at sangen ramte helt plet. Inden sangen blev spillet, fortalte Anders kort om tilblivelsen og de mange snakke med flere i Åstrup.

Anders havde som deltagerne på vandringen stået midt i Åstrup på plænen ved et af de store kastanjetræer, han stod med følelsen af, at nu ville Poul Reichardt dukke op henne på vejen.

En rigtig fin dag, tak for det store arrangement af alle på dagen.

Her kan du finde noter af folk fra Åstrup som de skrev lige efter vandringen.

Kl. 9.45-12 Byvandring ved kulturformidler Pernille Helberg Stentoft Kl. 13-15 Workshop ved kunstner Joaquin Zaragoza Kl. 16-16.30 Fernisering og koncert med sangskriver Anders Graae (åben for alle)
Åstrup Forsamlingshus Åstruphegnet 18 8500 Grenaa