Begin typing your search above and press return to search. Press Esc to cancel.

Herskind



Tågen hang lavt, men humøret var højt og snakken gik blandt de ca. 60 fremmødte, da Herskind fik besøg af Kultur på Hjul-projektet lørdag den 14. oktober.

Med start i forsamlingshuset førte kulturformidler Pernille Helberg Stentoft deltagerne rundt i Herskind på en over to timer lang vandring.

Forud for sit besøg havde Pernille haft timevis af samtaler med mange gode Herskind-folk, og kaffeslabberaserne havde bestemt ikke været forgæves, for anekdoterne om mennesker og Herskind før og nu var utallige.

På vandringen var vi bl.a. på kunstudstilling med Orlas billeder. Vi hørte om den gamle skole, der var opdelt i ”bette” klasse og ”sture” klasse. Vi hørte om Herthas opståen, om købmanden og hans stribede bolscher, og fornemmede næsten på egen krop, hvor lang tid det kunne tage at få taget et familieportræt i fotografens atelier. Undervejs på vandringen drak vi forfriskende druer i Brugsen, for vin bør nu engang nydes om formiddagen, når munden stadig er frisk. På gadehjørnet foran den gamle telefoncentral blev vi inviteret med til klaverkoncert med Kirstens fars yndlingspianist. Farverige damer fra dilettantforeningen gjorde os følge og krydrede gråvejrsdagen med humoristiske indslag.

Efter mere end to timers vandring gik vi tilbage til forsamlingshuset, hvor Anna Margrethe og Berit havde dækket op til smørrebrødsmadder og kagebord. Efter den dejlige mad stod den på tegneworkshop med billedkunstner Jens-Rune Gissel.

 

Kreativ udfoldelse og fællessang
Ikke mange deltagere havde haft en tegneblyant i hånden i ganske mange år, men Jens-Rune guidede os på kyndig vis. Det blev til fine billeder af deltagernes oplevelser fra dagen og rummede både portrætter, bygningsdetaljer og indtryk fra de store vidder i landskabet.

Dagen blev afsluttet med fernisering og en lille koncert med Anders Graae. Her blev Herskind-sangen uropført og Anders fortalte om sin inspiration til sangen. Sangen blev sunget to gange og gav derfor mulighed for, at deltagerne kunne synge lidt med. Anden gang herskede der da heller ingen tvivl om, at publikum allerede havde taget deres nye fællessang til sig!

Til tonerne fra Herskindsangen gik vi alle hjem mætte af anekdoter og med en fornemmelse af, for en stund, at have været en del et solidt landsbyfællesskab.

Herskindby – her gror en særlig hjemlighed

Herskindby – økokøer muh’er aftensolen ned

 

Tusind tak til alle jer, som var med til at skabe en dejlig dag.


Information fa-info

Lørdag den 14. oktober i Herskind Forsamlingshus.

Herskind Forsamlingshus
Langelinie 56
8464 Galten