Begin typing your search above and press return to search. Press Esc to cancel.

Voer


Workshop med billedkunstner Joaquin Zaragoza

En lørdag eftermiddag i april, solskin og blå himmel ude, mindst 35 mennesker forsamlet i Salen efter vandring i byen og lækker frokost i skænkestuen. Snakken går, folk trækker ind i den store sal, ind til langbordet, hvor Joaquin er klar til at holde workshop.
Man finder en plads omkring bordet, snakken går, der er mennesker i alle aldre, den yngste er syv, den ældste over 80. Ved siden af langbordet findes et arbejdsbord med limpistoler, sakse, blyanter, knive, farve, valser. På gulvet et stort stykke plastik med et markeret dråbeformet areal. Joaquin har markeret dråben. Den har samme form som den, der kommer frem, når man søger efter en adresse på krak. Joaquin siger, at sådan så Voer ud, da han søgte på byen. Derfor denne form.

Joaquin fortæller om, hvad der skal ske de næste par timer. Tanken er, at deltagerne skal tegne eller skrive om deres by. Tegne et sted, de har set på vandringen om formiddagen. Tegne et sted i byen, de holder af. Tegne en duft. Tegne noget fra Voer. Eller skrive noget om Voer.
Ord og billeder skal nedfældes på et lysegrønt materiale, en slags skumplast, man normalt bruger som underlag for parketgulv. Materialet er blødt, derfor nemt at ridse i med blyanter. Når der er ridset i skummet, skal der påføres maling, det bliver til et kæmpestort fælles højtryk.
Men først skal der tegnes og skrives. Der er meget, man kan finde på. Tegne sild fx, for stimer af sild er netop kommet til Randers fjor, og der fiskes på livet løs nede ved Voer færgested. Eller tegne en traktor, for dem kører der en del af rundt i byen. Eller tegne de ranke påskeliljer, som i de dage fylder haverne. Eller tegne et hus eller den lille færge Ragna, Danmarks mindste bilfærge. Eller postkassen på forsamlingshusets facade. Eller den tækkenål der bruges, når stråtag af tagrør fra de yderste engstykker skal sys. Folk taler sammen, mens de tegner, der er meget at tale om, man kender hinanden, og man lytter til hinandens historier, ser på hinandens motiver.

Efterhånden som tegningerne bliver færdige, placeres de på det dråbeformede felt, som er markeret på plastik på gulvet. Tegningerne limes på, derefter bliver der rullet farve på, klar blå, stærk gul, børn og voksne hjælper til, lægger kræfter i.
Derefter bliver et stort ark papir placeret ovenpå, arket gnides, farven arbejdes ind i papiret, og løft! – det er nærmest magisk, da papiret løftes op og et stort blåt og gult billede træder frem. En ramme om en dråbeform, en masse billeder af steder og historier i Voer.

Folk står omkring billedet, snakker om det, beundrer. En springer fluks op på en stige, billedet kommer op og hænge på væggen i Salen, det når helt op til loftet.
Der køres et rullebord ind, bobler og hjemmebagt kransekage, og der skåles, og Joaquin siger et par ord om billedet og processen. Folk klapper og snakken fortsætter. Måske kan der laves en ramme, siger én.