Begin typing your search above and press return to search. Press Esc to cancel.

Nordby


Tryk på Nordby
Kunstworkshop med Joaquin Zaragoza på Nordby friskole

Denne sommervarme lørdag i september var omkring 25 børn og voksne samlet om et langbord i gymnastiksalen på Nordby friskole. Salen er ligesom skolen bygget i 1916. Der er højt til loftet, i den ene ende en lille balkon, væggene malet støvet lyseblå, ribber i mørkt træ, over ribberne vinduer, døre ud mod skolegården åbne, et smukt og roligt rum.

Et arbejdsbord ved siden af langbordet med materialer: skummateriale i lange baner, som normalt bruges til at lægge under parketgulv, blyanter, maling, valser, sakse, knive.
Joaquin præsenterede sig selv og opgaven. Med udgangspunkt i vandringen i Nordby, eller med udgangspunkt i byen, deltagernes egen by, var opgaven at tegne eller skrive noget fra eller om Nordby. Tegne et sted i byen, man havde set på vandringen, tegne et andet sted i byen, og kan man tegne en duft?, spurgte Joaquin. Eller illustrere en af vandringens fortællinger, skrive noget fra vandringen eller fra byen i det hele taget.

Materialet er nemt at arbejde i. At tegne eller skrive med blyant med et let tryk ned i pladen af skumplast. Når man skriver, skal man huske at skrive bagvendt, hvis skriften skal læses forlæns. Joaquin lavede et par prøver på stedet, så alle kunne se, hvordan teknikken er, og at pladerne skulle blive til trykplader.

Plader af skumplast blev delt ud, blyanter fordelt, deltagerne gik lynhurtigt i gang med billeder og ord, der var summen og aktivitet, der blev produceret trykplader, der var tryk på. Der blev tegnet postkasser, skuder, gadekær, bakker, blomster, sol, vilde kunstnere på Kyholm i sommeren 1943, en gammel mand, et skilt, gamle huse, omridset af Samsø. Skrevet ord, en skrev: Nu ved vi, hvor det sker.

I takt med, at tegninger og ord lå klar, blev de placeret på gulvet på et stort stykke plast. En stor plamage af ord og billeder, som voksede i løbet af den næste times tid. Trykpladerne blev limet fast til plastikunderlaget, der blev rullet blå maling på, mange hænder i arbejde, varme i gymnastiksalen. Nu blev et mægtigt ark bredt ud oven på de blå trykplader. En flok børn og voksne lå på knæ og strøg hænderne hen over papiret, så den blå maling fra pladerne blev overført til det store ark.

Og nu: arket blev løftet op, forsigtigt, et samarbejde, båret hen til en væg, vendt om, gjort fast med malertape.

Det var blev til et kæmpestort fælles billede. Et aftryk af Nordby fra en lørdag i september.
Folk nærstuderede, kommenterede. Det så flot ud. Joaquin sagde et par ord om billedet.
Vi klappede af billedet og af Joaquin.
Og gad vide, hvor billedet af Nordby skal hænge? Om der er et sted i byen med vægplads?
Vi klappede af billedet og af Joaquin.