Begin typing your search above and press return to search. Press Esc to cancel.

Lime


Drømmehuse i Lime
En workshop af Joaquin Zaragoza
Kultur på hjul i Lime d. 31. 10. 2015

Lime fik besøg af Kultur på Hjul, og efter vandring i landsbyen og frokost i forsamlingshuset var der workshop med billedkunstner Joaquin Zaragoza.
Joaquin præsenterede kort sig selv og præsenterede derefter dagens program: at tegne et drømmehus og derefter få drømmehuset ned på tryk.
Først skulle der tegnes. Der var papir og blyanter på langbordene, der blev tegnet huse, der blev udvekslet og kigget med hos sidemanden, tegnet til og trukket fra, papirer vendt og drejet, tænkt og betragtet igen.

Udover at tegne blev deltagerne opfordret til at skrive noget ned om deres by og deres huse. Var der mon noget, de havde lyst til at fortælle om byen og stederne, ord der kunne passe og indramme, tanker der kunne deles. Nogle sad og skrev i mindre grupper, kom i tanke om i fællesskab. Nogle måtte en tur udenfor huset for at tjekke oplysninger.

Efterfølgende skulle skitserne ned på trykplader. Trykpladen blev klippet ud af et materiale, som ellers bruges til at lægge under gulvplader, en slags skumplast, et skønt materiale at trykke i, meget blødt og formeligt, man kan snildt lave fordybninger med en blyant og således tegne sit drømmehus i skum.

For nogle gik der lidt tid med at lære materialet at kende, andre brugte længere tid på at tegn eller skrive, andre igen drak kaffe og tog billeder af de forskellige processer. Stemningen var hjemlig og rar.

Da husene var ved at være klar til tryk, rullede Joaquin et langt stykke gennemsigtigt plastik ud på gulvet i den store sal, og nu blev drømmehusene lagt op ved siden af hinanden, som på en vej, en lang vej i Lime med drømmehuse side om side. Nu skulle der tryksværte på det enkelte hus. En ultramarinblå maling, som flere af deltagerne gik i gang med at rulle på. Forsigtigt, så tryksværten kom på husene, og ikke på plastikken, men samtidig grundigt, så der kom tilstrækkeligt med maling på det enkelte hus.
Herefter blev et stort kraftigt stykke hvidt papir forsigtigt lagt ned over husene, og der blev strøget med hænderne, så trykfarven blev gnedet ind i papiret. Og papiret blev løftet op, og vejen med blå drømmehuse åbenbarede sig, det så flot ud.

Joaquin opfordrede folk til at skrive nogle linjer under deres eget drømmehus, gerne det de havde skrevet i begyndelsen af workshoppen. Ib havde tegnet et drømmehus, som var hans eget hus, og under huset skrev han: Her har jeg boet i 74 år og håber at bo her længe endnu.

Vejen med drømmehuse blev hængt op på væggen i forsamlingshuset i Lime, og Joaquin sagde nogle gode ting om processen og det, folk havde lavet. Det var sådan en fin afrunding på workshoppen. Folk så glade ud ved synet af vejen med de blå drømmehuse i Lime.

lime 1 Lime 2 Lime 3 Lime 4 Lime 5 Lime 6 Lime 7 Lime 8 Lime 9 Lime 10 Lime 11 Lime 12 Lime 13 Lime 14 Lime 15