Begin typing your search above and press return to search. Press Esc to cancel.

Mygind


Ønskepavilloner til Mygind
En workshop med arkitekt Sidsel Effersøe
Kultur på hjul i Mygind d. 28. november 2015

Efter vandring i det kølige efterårsvejr og lun frokost i Mygind Forsamlingshus var der workshop med arkitekt Sidsel Effersøe. Sidsel samlede de ca. 30 deltagere omkring et bord med materialer og introducerede, hvad der skulle ske de følgende to timer.

Det skulle handle om pavilloner. Om hvad en pavillon er og kan være og bruges til. Sidsel havde taget billeder med af pavilloner fra forskellige steder i verden, pavilloner af forskellige materialer og med vidt forskellige udtryk, billederne var hængt op på væggen i forsamlingshuset, Sidsel sagde lidt om dem alle.

Eftermiddagens opgave var at tænke på et sted i Mygind, måske et sted fra vandringen, hvor der kunne bygges en pavillon. En pavillon, som skulle være en slags mødested i landsbyen. Opgaven var at tænke over pavillonens formål og de materialer, den skulle opføres i. At tænke over konstruktion, linjer, form, farver, lys osv. Derefter at tegne en skitse af pavillonen, måske skrive nogle stikord om den. Og til sidst at bygge pavillonen i materialer fra det indbydende materialebord.

Folk brugte tid på at tænke over og dele ideer. Snakken gik. Nogle blev siddende ved det lange fællesbord, andre rykkede over i sofaen med kaffekopper og ord.
Og så blev der skitseret en masse gode mødesteder: Et shelter med græs på taget. Et tårn med stige og udsigt. En kørende pavillon – en Kultur på Hjul, en pavillon med glasgulv over en kilde med helbredende vand, en saunahytte til et gammelt badested ved åen, en pavillon så rund som et cirkustelt, en svævende klimaskærm til et stykke byjord – alle disse fine mødesteder og flere til.
Efter skitsefasen blev der bygget – i hvidt pap, bølgepap, stribede sugerør, plexiglas og karton i strålende farver. Med limpistol og tape. Der blev samarbejdet og knoklet til det sidste.

Og så var der samling og præsentation af ønskepavillonerne. Det var et imponerende syn. Alle i rundkredsen betragtede modellerne, alle fortalte om tanker og ideer bag netop deres pavillon og deres sted, og Sidsel gav alle nogle gode ord med på vejen.

Tænk, hvis alle disse bygningerne kunne blive en del af Mygind! – det ville ikke være dårligt.

Mygind1 Mygind2 Mygind3 Mygind4 Mygind5 Mygind1 Mygind2 Mygind3 Mygind4 Mygind5 Mygind1 Mygind2 Mygind3 Mygind4 Mygind5 Mygind1 Mygind2 Mygind3 Mygind4 Mygind5 mygind6