Begin typing your search above and press return to search. Press Esc to cancel.

Baggrund


Tre år, seks kommuner, 18 forsamlingshuse

Kultur på hjul er et projekt under Kulturaftalen i Kulturring Østjylland – et tværkommunalt samarbejde mellem Samsø, Odder, Skanderborg, Favrskov, Syddjurs og Norddjurs Kommune og Kulturministeriet.

I Kultur på hjul peger hver af de seks deltagende kommuner på tre forsamlingshuse, og dermed tre byer, som deltager i projektet. Således deltager 18 midtjyske landsbyers forsamlingshuse i Kultur på hjul i perioden 2015-2017.

Kultur på hjul er støttet af Kulturministeriet, Aarhus 2017 og de deltagende kommuner.

Forsamlingshusene

Kultur på hjul centrerer sig lokalt i og omkring landsbyens forsamlingshus. Forsamlingshuset er aktiv medspiller i projektet og har interesse i at skabe endnu mere liv i både huset og det omkringliggende område.

Forsamlingshuset er projektets mødested og stiller lokaler, praktisk hjælp og faciliteter til rådighed i forbindelse med afviklingen.

Kultur på hjul er et samarbejde mellem forsamlingshuset og den lokale kommunale koordinator, der sikrer kvalitet og ejerskab i projektet og har blik for eventuelle andre samarbejdsmuligheder i lokalområdet. Desuden i samarbejde med kulturformidler Pernille Helberg Stentoft, der står for vandringer i de 18 områder.

Kultur på hjul henter inspiration fra projekter som STED+SANS og Gentænk Landsbyen, der ligeledes fokuserer på lokalområdet og dets steder, historier og mennesker.

Projektdagens forløb

Kultur på hjul finder sted i 2015 – 2017 i 18 landsbyer på 18 lørdage. Her er en beskrivelse af projektdagens typiske forløb:

Vandring i lokalområdet (kl. 10 – 12)

Projektdagen tager afsæt i en vandring for børn, unge og voksne i lokalområdet. Vandringen er en opdagelse eller gen-opdagelse af området og fokuserer på steder, lokal historie, anekdoter, udveksling og sansning. Vandringen varer ca. to timer og planlægges og gennemføres af kulturformidler Pernille Helberg Stentoft. Vandringen starter i forsamlingshuset og foregår udendørs.

Fælles frokost i forsamlingshuset (kl. 12 – 13)

Alle deltagere inviteres på frokost efter vandringen.

Kunstworkshop (kl. 13 – 15)

Vandringen efterfølges af en kunstworkshop i forsamlingshuset af to timers varighed. Workshoppen fokuserer ligesom vandringen på lokalområdet, som bearbejdes og udtrykkes kunstnerisk. I Kultur på hjul bliver der arbejdet med billedkunst og arkitektur, og kunstworkshoppen ledes af en professionel kunstner. Kunstneren medbringer alle materialer og hvad der ellers skal bruges i workshoppen.

Fælles kaffe i forsamlingshuset (kl. 15 – 15.30)

Alle deltagere inviteres på kaffe efter workshoppen.

Udstilling og koncert (kl. 15.30)

Som afslutning på projektdagen bliver deltagernes arbejde fra workshoppen udstillet. Udstillingen foregår i forsamlingshuset.

Dagen rundes af med en koncert med musikeren Anders Graae. Anders vil uropføre en sang, som er skrevet og komponeret specielt til landsbyen – med input fra landsbyens beboere – og desuden spille nogle af sine andre sange.

Alle fra landsbyen indbydes til at komme til udstilling og koncert.

Landsbysang og koncert ved musiker Anders Graae

Musiker Anders Graae er ”landsby-sangskriver” i Kultur på hjul. Det vil sige: Anders skriver tekster og komponerer melodier til 18 forskellige sange, én sang for hver af de 18 landsbyer. Hver landsby i Kultur på hjul får altså sin helt egen sang til minde om projektet. Forud for projektdagen har folk fra landsbyerne mulighed for at bidrage med idéer til deres landsbysang.

Deltagere og tilmelding til projektdagen

Overordnet er mennesker i alle aldre inviteret til at deltage i Kultur på hjul. Børn skal være fyldt seks år for at deltage, og alle børn skal være i følge med en voksen.

Det kræver tilmelding at deltage i projektdagen, og der er plads til 15 – 30 deltagere i hvert lokalområde. Det koster ikke noget at være med og både forplejning og materialer er gratis. Til gengæld siger man ja til at være med hele dagen. Tilmelding sker via forsamlingshuset.

Den sidste del af projektdagen med udstilling og koncert er åben for alle i landsbyen og kræver ikke tilmelding.

Praktisk

Husk tøj og sko efter vejret til vandringen. Undgå gerne paraplyer, da de skygger for udsigten. Under vandringen skal mobiltelefoner være slukkede.

Husk arbejdstøj til workshoppen.

Perspektiver

Tanken er, at Kultur på hjul kan overføres til andre landsbyer også i en europæisk kontekst, da projektets enkle struktur gør det muligt at gennemføre tilsvarende projekter i andre lokalområder.